10 ting du ikke vidste om vand

Lær om, hvordan usikkert vand, sanitet og hygiejne bringer børn i fare

Hjem » 10 ting du ikke vidste om vand

De fleste ved, at man ikke kan overleve uden vand. Men der er lidt flere nuancer til sandheden. Mennesker har brug for mere end bare vand – de har brug for SIKKERT vand.

Her kan du finde ud af, hvorfor rent vand, sanitet og hygiejne er så vigtigt:

 

1. Vi lever under en vandkrise

2,2 milliarder mennesker har stadig ikke adgang til rent drikkevand.

 

2. Vand skal være mere end rent, det skal være ”sikkert”

At have adgang til sikkert vand betyder at have adgang til vand, der er fri for forurening når som helst, man har brug for det.

3. Uden forsvarlig sanitet spreder sygdomme sig ekstremt hurtigt

4,2 milliarder mennesker – mere end halvdelen af verdens befolkning – har ikke adgang til sikker sanitet. Sikker sanitet vil sige et toilet, der adskiller menneskelige affaldsprodukter fra kontakt, og som sørger for ordentlig bortskaffelse af affaldet.

 

4. Toiletbesøg i det fri er et af de mest tydelige tegn på ulighed

673 millioner mennesker går på toilettet i det fri. Det betyder, at de blandt andet går på toilettet i vejkanter, i floder, på marker og i buske.

5. Børn er de mest udsatte

Hver dag dør mere end 750 børn under fem år af diarré forårsaget af urent vand og mangel på sanitet og hygiejne.

 

6. Babyer bliver født under beskidte forhold

I verdens mindst udviklede lande føder mere end 17 millioner kvinder hvert år på sundhedscentre, der har ringe adgang til rent vand, forsvarlig sanitet og hygiejne. Det øger risikoen for infektion, sygdom og død for både mor og barn betydeligt.

 

7. Det er ikke så nemt at forhindre sygdom, som det burde være

Håndvask med vand og sæbe er en af de mest effektive måder at forebygge spredningen af sygdomme. Men 3 milliarder mennesker har stadig ikke adgang til basale faciliteter for håndvask derhjemme. Det er mere end en tredjedel af verdens befolkning.

8. Klimaforandringer gør det værre

Klimaforandringer ødelægger, udtørrer og forurener vandkilder. I 2040 vil mere end 600 millioner børn leve i områder med vandmangel, medmindre vi handler nu.

 

9. Landområder er værst stillet

Otte ud af ti mennesker, som mangler basalt drikkevand, bor i landområder. Syv ud af ti mennesker, der mangler den mest basale sanitet, lever på landet. Det samme gør ni ud af ti mennesker, der er tvunget til at gå på toilettet i det fri.

 

10. Vi bliver nødt til at gøre mere

Verden er ikke på vej til at indfri Verdensmål 6: adgang til sikkert vand, sanitet og hygiejne til alle. UNICEF opfordrer til større politisk prioritering og øget økonomisk finansiering for at forbedre husholdningers adgang til rent vand, sanitet og hygiejne med fokus på de allermest udsatte grupper.

2-årige Marco Efrain holder en flaske med rent vand i Rondon 3 flygtningelejren i Boa Vista, Brasilien.
© UNICEF/2020/Hiller

Kenya-vand-hygiejne-sanitet

Alt for mange børn skal stadig vandre langt hver eneste dag for rent vand. Her trækker en ung dreng en vandtønde efter sig i landsbyen Loturerei, Kenya.
© UNICEF/2019/Chinyenze

15-årige Nyatiel Catdor vasker sig i sikkert vand fra landsbyens lokale vandpunkt i Ethiopien. Før i tiden plejede hun at vandre to timer hver eneste dag for at hente vand.
© UNICEF/2019/Tesfaye

Hjælp UNICEF med at bekæmpe vandmangel

Støt nu