Gadebørn - hvad er det?

Gadebørn er bl.a. børn, der er løbet hjemmefra, blevet forladt af deres forældre eller forældreløse børn, der er taget til storbyen med håbet om at finde rigdom og lykke. Gadebørnene lever ofte som skopudsere, sliksælgere eller rudevaskere. De mest uheldige gadebørn ender i kriminalitet, voldelige bander, narkomisbrug eller prostitution, hvilket er tilfældet i storbyer som Lima og Rio i Latinamerika, Bombay i Indien, Lagos i Nigeria og New York i USA.

Fire typer gadebørn

• Børn, der lever på gaden, og hvis umiddelbare problemer er overlevelse og husly.
• Børn, der er adskilt fra deres familier, og som har midlertidigt husly i f.eks. tomme huse.
• Børn, der beholder kontakten med familien, men tilbringer nogle nætter og de fleste dage på gaderne på grund af fattigdom og overbefolkning eller på grund af seksuel udnyttelse eller andre former for misbrug i familien.
• Børn, der lever på institutioner, og som kommer fra et liv som hjemløs.

Hvor mange gadebørn er der i verden?

Mange lande har ingen statistikker over antallet af gadebørn, fordi de ikke vil anerkende, at de har gadebørn. Derfor er tallene kun cirkatal. UNICEF anslår, at der findes mindst 100 mio. børn, der lever som gadebørn i storbyer verden over. 40 mio. af gadebørnene findes i Latinamerika, 25-30 mio. i Asien, 10 mio. i Afrika, og resten findes i den rige del af verden. Hovedparten af alle gadebørn er drenge.

Hvorfor bliver børn gadebørn?

Gadebørn er ofte havnet i et liv på gaden på grund af fattigdom og manglende muligheder hjemme. For nogle gadebørn er livet på gaden en flugt fra familien, der er gået i opløsning, eller en flugt fra vold eller seksuelt misbrug i hjemmet. Andre gadebørn tjener penge til familiens overlevelse ved at sælge varer på gaden. De opholder sig på gaden for at få tiden til at gå eller for at komme lidt væk fra et trangt hjem med mange familiemedlemmer.

I de fleste lande har gadebørnene øgenavne, som ofte er skældsord og nedsættende betegnelser. I Colombia kaldes gadebørn for "gamines" (knægte) eller "chinches" (væggelus). I Brasilien kaldes de "marginais" (kriminelle/marginale), i Peru "pájaros fruteros" (frugtfugle) og i Vietnam "buidoi" (skraldebørn). I Rwanda er øgenavnet "saligoman" (møgunger) og i Cameroun "moustiques" (moskitoer).

Hvordan behandles gadebørn?

Daglig kamp for at overleve – det er de fleste gadebørns hverdag. De er ofte frataget deres ret til mad, lægehjælp og skolegang. Uden undervisning har børnene kun ringe muligheder for at komme videre i livet. Mange voksne hader gadebørnene, fordi de synes, de er i vejen og til besvær. Ofte er børnene ofre for voksnes misbrug og udnyttelse. Det sker på gaden, men det sker også, når gadebørnene havner i fængsel og må dele celle med voksne fanger. Hvert år bliver mere end en million børn sendt i fængsel. Det sker ofte uden rettergang og i strid med Børnekonventionen. Mange af de fængslede børn er gadebørn.

UNICEFs hjælp til gadebørn

UNICEF arbejder for at hjælpe børn, der har behov for særlig beskyttelse, heriblandt gadebørn. Hjælpen gives via:

• støtte til drop-in centre, hvor børnene kan få mad, medicin, husly og uddannelse
• støtte til særlige aftenskoler for gadebørn, som er tvunget til at arbejde om dagen
• støtte til fattige familier
• særlig støtte til gadebørn fra f.eks. gadelærere, læger og psykologer
• forhandlinger med regeringer for at landene skal overholde Børnekonventionen
• koordinering af arbejdet mellem frivillige organisationer og myndigheder.