UNICEF beder om 7,8 mia. kr. til katastroferamte børn

Millioner af børn er lige nu ramt af væbnede konflikter i deres hjemland, og det præger UNICEFs nødhjælpsarbejde - også i 2013.
Foto: © UNICEF/NYHQ2011-0413/Marta Ramoneda
 

UNICEF beder verdenssamfundet om 7,8 milliarder kroner til at hjælpe katastroferamte børn i 45 lande og regioner.

Appellen kommer i forbindelse med offentliggørelsen af UNICEFs årlige rapport ”Humanitarian Action for Children 2013”. Rapporten giver et overblik over den humanitære situation i 45 kriseramte lande, hvor millioner af børn har behov for akut nødhjælp.

Især to verdensdele får rapportens opmærksomhed – nemlig Vestafrika og Mellemøsten. Næsten en tredjedel af de penge, UNICEF appellerer om, vil gå til børn, der er ramt af krisen i Afrikas Sahel-region, ikke mindst Mali og Den Centralafrikanske Republik. Samtidig afsættes næsten en fjerdedel af pengene til arbejdet i kriseramte Syrien og Yemen."Alt for mange børn lider lige nu under væbnede konflikter i deres hjemland"

”Alt for mange børn lider lige nu under væbnede konflikter i deres hjemland, og det kommer til at præge UNICEFs arbejde og prioritering i 2013. Vi har for eksempel tænkt os at bruge næsten dobbelt så mange ressourcer på at beskytte børn, så de ikke bliver rekrutteret som børnesoldater, og så de får den nødvendige hjælp til at bearbejde traumer,” siger UNICEF Danmarks generalsekretær Steen M. Andersen.

Rapporten understreger også behovet for hjælp til børn, der lever i kriseramte lande, som sjældent eller aldrig kommer i mediernes søgelys, for eksempel Madagaskar og Columbia. I disse lande blev mange behov ikke imødekommet i 2012, fordi der manglede penge. ”Det er netop derfor, vi gør så meget ud af at bede om penge, der ikke er øremærkede til et bestemt land eller projekt. På den måde kan vi nemmere hjælpe de børn, der har det største behov – også selvom de ikke har fået tv-tid,” siger Steen M. Andersen.

Så mange hjalp UNICEFs katastrofemidler på udvalgte områder i 2012:
- 38,3 millioner børn blev vaccineret
- 12,4 millioner fik adgang til rent vand
- 2 millioner børn blev behandlet mod alvorlig underernæring

Støt UNICEF